FORSLAG: Faktatjek af debatartikler

Det er mit indtryk, at der i stigende grad henvises til diverse debatindlæg, kronikker etc, når der debatteres på Facebook. Det er fint, synes jeg, at man gør sig den umage at inddrage andre folks tanker og meninger i debatten. Problemet er blot, at nogle har svært ved at skelne, hvad der er debatindlæg og hvad der er artikler, udarbejdet af journalister.

Mit forslag er derfor, at man på debatredaktionerne indfører faktatjek af  debatindlæg. Folk skal naturligvis fortsat have mulighed for at publicere, hvad de mener og synes, men der skal være orden i statistik og fakta. Praktisk er der to muligheder: At debatredaktionen får debatindlægget til faktatjek og vender tilbage med forhold, der er faktuelt forkerte. Eller at debattøren bringer sit u-faktatjekkede indlæg og avisen tilføjer en faktaboks med korrektioner/præciseringer af de tal, der bringes til torvs. Førstnævnte ville vel være mest fair over for debattøren. Sidstnævnte ville være sjovere, mere kapow, at læse.

Eksempelvis med debatartiklen “Vold og kriminalitet blandt udlændinge” af kulturforsker, ph.d. Kasper Støvring. Her skriver Kasper Støvring:

Ugentligt berettes der om nye, umotiverede voldelige overfald på sagesløse mennesker, og udover den uhyggelige grad af afstumpethed, er det fælles for stort set alle disse overfald, at gerningsmændene har udlændingebaggrund. De er hyppigt efterkommere af indvandrere med baggrund i Mellemøsten eller Afrika.

Jeg synes, det er ret vildt, at det udsagn – at personer med udlændingebaggrund står bag stort set alle overfald i Danmark – står uimodsagt i en landsdækkende, rimeligvis hæderlig avis. Problemet er, når det skrider og bliver svært gennemskueligt, hvad der er egne meninger, fakta og kreative udlægninger heraf.

Og det er IKKE blot et problem hos Ekstrabladets Nationen. For et par dage siden oplevede jeg eksempelvis Støvrings fakta i føromtalte debatindlæg anvendt som belæg, i en Facebook-debat, for at stramme landets udlændingepolitik. Det må man gerne mene og det mener mange – min pointe er fortsat blot, at der skal være orden i fakta og det var der ikke her.

Jeg er ikke ekspert i ytringsfrihed, men måske kan et faktatjek af debatartikler opfattes som begrænsning af ytringsfriheden…? I så fald og hvis det er et problem, at journalisten stopper debatøren i at bringe ukorrekte tal til torvs, må løsningen være at bringe en faktaboks med præcisering/rettelse af tal og statistik.

“Jamen, bliver det ikke dyrt at faktatjekke avisens debatindlæg?” Det vil givet kræve nogle daglige mandetimer, men se det som en investering i et godt debatmiljø – og måske kan det endda bruges som selling point, at avisen arbejder seriøst med at bringe læsernes meninger til torvs.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *