Det er ihvertfald blevet en form for kollektiv forståelse, at det forholder sig således – måske som resultatet af en lang række sæsoner af løvens hule, talrige pitchkonkurrencer mm. 

Well, tænker jeg, nogle gange skulle man måske bare overveje at udvikle et produkt, som en given person/organisation – kaldet en kunde – vil betale for. Eksempelvis i form af en tidlig version af produktet. 

Og ja, jeg ved det, det vil kræve ressourcer at udvikle det nye produkt. Men det er i nogle tilfælde måske her, at man kaster sin egen tid og evt. nogle sammensparede penge ind i projektet. Og i andre tilfælde kræver udviklingen af en given teknologi ganske rigtigt, at der kommer ekstern penge på bordet i en tidlig fase.

Sagen er, de har flyttet træningen udendørs. De har tidligere på coronaåret bygget et midlertidig tag over deres gårdsplads og har flyttet nogle af maskinerne etc. ud. Samtidig har de brugt anledningen til at gentænke hele det indendørs center og er på vej med nyindretning. De har vist 3D-tegningerne på fb og det ser lovende ud.

Jeg kan forstå, at de har mistet en del medlemmer den senere tid. Man kan ikke gå til træning og så opsiger man sit abonnement. Fair nok, mange er givet presset på økonomien eller vil bare ikke betale for noget, de ikke bruger. Jeg er i den heldige situation, at jeg har haft mulighed for at skære ned på mit forbrug, men samtidig opretholde abonnementet.

Jeg er fan af tankegangen bag citater som “Never never let a good crisis go to waste” og “Pressure makes diamonds”. Jeg er fan af at bruge en situation som denne til at gentænke, hvad man gør og hvad man vil. På flere planer. Som virksomhed og som menneske.

Jeg tænker, at denne tid kan være et oplagt tidspunkt til at overveje, om man skal digitalisere sin virksomhed, evt. dele heraf. Det her er – for nogle – et godt tidspunkt til at genoverveje, om man skal tilføre værdi til sine kunder på anden eller komplementær vis, evt. til nogle andre kunder.

Og ja, helt sikkert og det er godt med dig, kan man tænke. Hvordan digitaliserer jeg så lige min virksomhed som frisør? Det er klart, at der er virksomheder og situationer, hvor man er mere låst end andre. Nogle endda helt fastlåst.

Mindre frihedsgrader og færre handlingsmuligheder er svært og udfordrende for de fleste. Punktum. Men det virker som om vi reagerer meget forskelligt på udfordringerne. For nogles vedkommende rammer det dybt ind i deres personlige frihedsfølelse og -rettigheder. For andre handler det mere praktisk om, at hverdagen er blevet besværlig og måske endda usammenhængende.

Nogle har haft mulighed for at trække ud i sommerhuset – eller købe et – og er gået zen med det. Andre bor sammen med en roomie for at have råd til at bo i København. Dét ville for mig være en vanskelig udfordring. At bo sammen med en, jeg ikke nødvendigvis kender særlig godt, og få det til at virke i en lille lejlighed.

Det kræver ressourcer og overskud – mentalt som økonomisk – at være i overskud og forblive det. Og her er coronaen på tydeligere vis end ellers med til at trække linjerne op og vise os ulighederne i vores samfund. Synes jeg. Uligheder i økonomisk forstand og hvad angår personlige frihedsgrader. På tværs heraf fra menneske til menneske hvordan vi reagerer forskelligt under nye, udfordrende omstændigheder.

Men også – siger jeg til mig selv – hvordan der er ulighed i mulighed, dvs. hvor store frihedsgrader vi respektivt har økonomisk, socialt og mentalt for at skabe diamanter ud af trykket.

Men her og nu på mandag står den på udendørs træning i 6 graders varme, ser det ud til, jeg glæder mig.

Det er godt og fint og nogle gange interessant og spændende. Men måske skulle vi gentænke og starte et andet sted? Måske skal vi ikke blot kigge efter og replicere de fysiske omstændigheder. Måske skal vi også kigge efter, hvad der motiverer os til at få de gode ideer. Inden i os. Uden for os. Hvor vi er. Hver især. Individuelt. Kollektivt.

Siden 2005 har jeg hjulpet studerende med at finde, afklare og realisere deres ideer. I de senere år har jeg forsøgt at forstå, hvad det er der, der motiverer dem til at arbejde med egne som andres ideer. Og lad mig sige det med det samme: “It’s complicated”.

Opskrift på en god idé

Medierne er i stigende grad begyndt at sætte fokus på iværksætteri, innovation og i det hele taget det her med at få ideer. DR.dk beskrev i går en ung ph.d.-studerende, Simon Vilms Pedersen og hans fine ideer (se beskrivelse herunder). Simon får angiveligt sine ideer hjemme i lænestolen under dæmpet belysning og med en kop kaffe i hånden. Således fik han en idé om at minimere udledning af ammoniak ved hjælp af satellitovervågning. Ideen opstod i lænestolen, med en kop kaffe i hånden og mens han hørte høj musik. Så ud fra det er opskriften klar:

1. Find dig en god stol
2. Sæt en kop kaffe over
3. Skru ned for lyset

Prøv det! Virker det? Har du fået en god idé? Hvad med nu? Eller nu?

Et par spadestik dybere

Jeg tror som sagt, at vi skal et par spadestik dybere, hvis vi ønsker at forstå, hvor de gode ideer kommer fra. Jeg tror, at vi i højere grad skal forsøge forstå, hvad der MOTIVERER os hver især til at få de gode ideer. Det er sjældent éntydigt og hver vores motivation vil typisk være en sammensat størrelse. Derudover er det min erfaring, at motivation kan ændre karakter over tid og fra sted til sted. Det er mit indtryk, at vi har en oprindelig, dybereliggende motivation og siden udvikler vores motivation i takt med, at vores indsigt og udsyn ændrer karakter.

For Simons vedkommende var det oprindeligt et ønske om at leve af at få ideer og skabe nye ting. Og måske et ønske om at blive som sin far…

Da Simon var barn, vidste han nemlig, at han ville have sit eget firma, og at han ligesom faren – som er entreprenør – ville leve af at få idéer og skabe nye ting.

I dag er Simons motivation, at ideerne får mulighed for at sprede sig og at han får mulighed for at skabe sig et forskernetværk inden for feltet.

Men inden ideen indfandt sig for fuld musik i lænestolen, skulle han først ud på en mark på Fyn med to professorer og måle udledningen i små vindtunneller. Her har vi fat i noget væsentligt, for ikke at sige afgørende. Simon havde en relevant viden og havde allerede beskæftiget sig med ammoniak, men især havde han en evne til at få øje på et relevant behov/problem. Så der er flere forhold, der kan hjælpe den gode idé på vej: Viden, erfaring og evnen til at få øje på et behov/problem. Alt det – og måske en god lænestol – og vi er godt i gang.

—

SATELLITOVERVÅGNING AF AMMONIAKUDLEDNING
27-årige ph.d.-studerende Simon Vilms Pedersen (SDU) har lige modtaget Det Europæiske Rumfartsagenturs bæredygtighedspris, Space for Sustainability Award. Space for Sustainability Award. Prisen uddeles en gang om året til en ung forsker under 30 år med en idé, der kan kombinere rumforskning med bæredygtighed.

Problemet, som Simon forsøger at løse, er at landbruget udleder store mængder ammoniak. Ammoniak er et vigtigt næringsstof for planterne på marken, men der udledes for meget af den til skade for både naturområder og menneskers sundhed. For den enkelte landmand er det vanskeligt at vurdere, hvor – og hvornår – han udleder for meget ammoniak. Simons løsning er at bruge data fra data til satellitter til at finjustere modellerne for ammoniakudledning.

ARTIKEL: 27 år, opfinder og dobbelt prisvinder: Simon vil stoppe landbrugets forurening fra rummet (dr.dk, 10. september 2019)

Sidste år ved denne tid optog vi team nr. 50. I den forbindelse spurgte vi alle hubbens startups teams – nye som gamle – hvordan det gik med virksomheden. Undersøgelsen viste, at knap halvdelen af de 50 teams allerede havde rejst finansiering i størrelsesordenen 50.000 kroner til tocifrede millionbeløb (sidstnævnte blandt hubbens alumne teams). Endvidere havde flertallet heraf den første omsætning på plads. Samlet set havde disse teams rejst 37 mio kroner i funding og opnået en omsætning på 4 mio kroner. Endvidere havde de samlet lånt 6 mio kro og selv lagt 2 mio kroner i virksomhederne.

Siden er endnu et år gået og vi har atter stillet hubbens startup teams dette spørgsmål, dvs. hvordan det går med virksomheden. I løbet af 2019 har vi nu også åbnet dørene for studerende UDEN startup-drømme, men MED et ønske om at forstå, belyse og måske endda løse et givent sundhedsproblem. Ikke desto mindre har den samme andel – knap halvdelen af de nu 80 teams – fortsat rejst finansiering og skabt omsætning. En lang række teams er lykkedes med at få tildelt soft money, såsom Mikrolegat, Innobooster og EIT Health-grantet Headstart mm. Endvidere har flere teams rejst investeringer fra private investorer og selv lagt hånden på kogepladen med egne penge. Samlet set har disse teams nu rejst 60 mio kroner og skabt en omsætning på 13 mio kroner. Endvidere har hubbens teams samlet set lånt 7 mio kroner og selv lagt 13 mio kroner i virksomhederne.

Det glæder os, at så mange af vores teams i SUND Hub lykkes med at rejse midler til realisering af deres ideer. Vi skylder en stor tak til de mange medstuderende herovre, domæneeksperter og venner af hubben, der hjælper de nye teams, når der eksempelvis skal skrives ansøgninger og på anden vis rejses penge til udvikling og initiel drift af den spirende virksomhed.

Sagen er blot, at løsningerne som de studerede udvikler i disse forløb, kan være vanskelige at omsætte i praksis efterfølgende. Vi er derfor i gang med at teste en ny metode, hvor studerende giver problemet videre. Det foregår ved, at en første gruppe studerende går i dybden med problemudviklingen, dvs. forsøger at kvalificere forståelsen af problemet. Gruppen giver herefter deres findings videre til den næste gruppe af studerende, som arbejder med idéudviklingen, dvs. på at finde ideer til løsning af problemet “på skuldrene” af den første gruppes arbejde.

En gruppe studerende undersøgte således fornyligt problemfeltet i en udfordring, som Afdeling for Velfærdsinnovation (Københavns Kommune) og SUND Hub i samarbejde stillede dem:

Omkring 1/3 af alle over 65 år har mindst én faldepisode pr. år, og af de, som falder, er halvdelen udsat for gentagne fald. Nogle af de typiske faldårsager er svimmelhed, nedsat muskelstyrke, nedsat balanceevne, kognitivt svigt og glat underlag. Fald medfører store samfundsøkonomiske udgifter, da ca. 10.000 ældre får hoftebrud årligt, hvoraf ca. 95 % sker i forbindelse med et fald. Fald skaber utryghed, og hvis borger er utryg og bange for at falde, kan det medføre færre fysiske aktiviteter og at borger ikke tør gå ud (risiko for isolation). Ved at forebygge fald kan der skabes mere tryghed, borgers funktionsniveau (højere selvhjulpenhed) fastholdes samt færre indlæggelser med knoglebrud (uddrag af problembeskrivelse)

Efter tre ugers intenst arbejde tog vi på Københavns Professionshøjskole og forelagde her gruppens resultater for 60 studerende – nærmere bestemt socialrådgiver-, sygeplejerske-, katastrofe og risikomanagement- samt ernærings- og sundhedsstuderende – der ligeledes skulle arbejde med denne udfordring.

Her til morgen – seks uger senere – tager jeg nu atter ud på professionshøjskolen på Tagensvej. Denne gang for at lytte til de fagprofessionelle studerende og deres bud på en løsning. Jeg glæder mig til at høre, om og evt. hvordan de studerende her har grebet muligheden for at udvikle deres ideer på skuldrene af den forudgående problemudvikling.

Når du har fået en idé og den virker god, kan du gøre som de fleste. Gå og hygge dig med den, vende den i dit stille sind og glemme den igen stille og roligt. Eller du kan gøre som andre, der skynder sig ud og fortæller om ideen til den nærmeste familie, venner og folk de møder på vejen. Folk smiler, nikker måske endda og siger: ”Det er en god idé”. Man har fået sin applaus og kan atter lade ideen synke tilbage i glemslens dynd. Eller du kan gøre som andre igen, der kommer for hurtigt i gang og ikke får undersøgt tingene til bunds. Det har jeg desværre set kedelige eksempler på, hvor de knækker halsen til trods for, at der investeres mange timer i den.

Min erfaring siger mig, at fælles for de iværksættere, der lykkes med at realisere deres ideer succesfuldt, er, at de til en start undersøger problemet grundigt. Jeg har udviklet et enkelt program, som jeg kalder PROOF OF PROBLEM, der hjælper med netop det. Kort fortalt handler det om at spørge sig selv: ”Hvad er problemet?”.

1. Hvad er problemet og hvordan vil du vinkle det?
2. Hvordan vil du beskrive problemet som et tweet(dvs. som før beskrive problemet men nu med max. 140 karakterer)
3. Hvem er det et problem for? Kan 3 udvalgte personer –  f.eks. en fagperson, en ekspert og/eller en forventet bruger – bekræfte, at der reelt er et problem? Og hvor stort et problem er det reelt for dem?

Vi beder eksempelvis studerende, som ønsker at blive optaget i SUND Hub, om at undersøge de tre spørgsmål. Cirka halvdelen hører jeg derefter ikke mere til. Det er der givet forskellige årsager til og man kan sige, at de derved frasorterer sig selv. Men den anden halvdel vender tilbage og nogle endda med det resultat, at en, to eller tre af de adspurgte kan bekræfte, at problemet eksisterer i virkeligheden.

Man har fået brudt isen og baserer det videre arbejde på baggrund af noget fra virkeligheden og ikke blot en idé fra eget hoved. Andre gange kommer man tilbage og har ikke fået bekræftet problemet. Det er heller ikke så tosset, for så kan man jo gå videre med andre problemer og tage sin nye erfaring med sig ind i løsningen heraf. Det er dog sjældent, at problemer helt afvises, snarere vil der være tale om, at det gentænkes og redefineres.

Akademisk motiverede personer kan ydermere overveje, hvorfor man vælger at beskæftige sig med netop dette problem. Man kan, eksempelvis med Bordieus metodologi og terminologi, forsøge at objektivere sin subjektive erkendelsesinteresse.

Siden rejser en masse andre spørgsmål sig så, såsom hvad er løsningen på problemet, er den bæredygtig, er der et marked, hvad er forretningsmodellen etc. Men det er et andet og næste kapitel i historien. Man er kommet godt i gang og har taget et vigtigt, solidt skridt på vej mod at lykkes med sin idé.

Fredag aften, Howitzvej 60 (2009)

Til iværksætterdag på CBS i går, hvor rektor Per Holten-Andersen fortalte om værdien af tværfaglighed, herunder om hvorfor Copenhagen School of Entrepreneurship optager startup studerende fra alle universiteter nationalt som internationalt. Jeg traf den beslutning i 2008, da et hold friske unge mennesker spurgte, om deres DTU-teammedlemmer skulle arbejde ude på gangen eller om de var velkomne indenfor i inkubatoren. Overvejede et splitsekund, tænkte “Hellere tilgivelse end tilladelse” og sagde “Selvfølgelig, kom indenfor