Sagen er blot, at løsningerne som de studerede udvikler i disse forløb, kan være vanskelige at omsætte i praksis efterfølgende. Vi er derfor i gang med at teste en ny metode, hvor studerende giver problemet videre. Det foregår ved, at en første gruppe studerende går i dybden med problemudviklingen, dvs. forsøger at kvalificere forståelsen af problemet. Gruppen giver herefter deres findings videre til den næste gruppe af studerende, som arbejder med idéudviklingen, dvs. på at finde ideer til løsning af problemet “på skuldrene” af den første gruppes arbejde.
En gruppe studerende undersøgte således fornyligt problemfeltet i en udfordring, som Afdeling for Velfærdsinnovation (Københavns Kommune) og SUND Hub i samarbejde stillede dem:
Omkring 1/3 af alle over 65 år har mindst én faldepisode pr. år, og af de, som falder, er halvdelen udsat for gentagne fald. Nogle af de typiske faldårsager er svimmelhed, nedsat muskelstyrke, nedsat balanceevne, kognitivt svigt og glat underlag. Fald medfører store samfundsøkonomiske udgifter, da ca. 10.000 ældre får hoftebrud årligt, hvoraf ca. 95 % sker i forbindelse med et fald. Fald skaber utryghed, og hvis borger er utryg og bange for at falde, kan det medføre færre fysiske aktiviteter og at borger ikke tør gå ud (risiko for isolation). Ved at forebygge fald kan der skabes mere tryghed, borgers funktionsniveau (højere selvhjulpenhed) fastholdes samt færre indlæggelser med knoglebrud (uddrag af problembeskrivelse)
Efter tre ugers intenst arbejde tog vi på Københavns Professionshøjskole og forelagde her gruppens resultater for 60 studerende – nærmere bestemt socialrådgiver-, sygeplejerske-, katastrofe og risikomanagement- samt ernærings- og sundhedsstuderende – der ligeledes skulle arbejde med denne udfordring.
Her til morgen – seks uger senere – tager jeg nu atter ud på professionshøjskolen på Tagensvej. Denne gang for at lytte til de fagprofessionelle studerende og deres bud på en løsning. Jeg glæder mig til at høre, om og evt. hvordan de studerende her har grebet muligheden for at udvikle deres ideer på skuldrene af den forudgående problemudvikling.
]]>Sig endelig til, hvis du kender en, vi skal mødes med eller har interesse i området. Vi bor på Nørre Alle 41, porten til venstre, vi har kaffe.
www.facebook.com/sundhub
]]>-> FREDERIKSBERG VIRKSOMHEDPRIS 2015: Abeo
-> FREDERIKSBERG IVÆRKSÆTTERPRIS 2015: DropBucket
Noget kan læres ved at læse, resten må læres ved at gøre (Martin B. Justesen)
Gennem årene har jeg i mit stille sind håbet på, at al den envejs-undervisning i Entrepreneurship og Innovation i det mindste ikke skader nogle. Efterhånden får jeg dog det indtryk, at det rent faktisk kan være skadeligt at give folk det indtryk, at iværksætteri og innovation handler om at tale, snarere end om at gøre. Nogle griber bolden og begynder selv at gøre noget. Andre bliver også klogere og klogere, men får ikke omsat deres viden til handling og fjerner sig dermed gradvist fra at handle – og lærer derved blot ved at læse og ikke komplementært ved at gøre.
Måske skal vi bare tænke universitet og entrepreneurship som olie og vand? Og hvis det forholder sig således, hvad er så emulgatoren?
Jeg har med tiden udviklet et motto: “Noget kan læres ved at læse, resten må læres ved at gøre”. Det er min erfaring, at viden og teori har en berettigelse ift. at lære at arbejde målrettet med egne og andres ideer – men jeg mener afgjort, at det må læres i vekselvirkning mellem boglig viden og praksislæring. At bog og praksis må gå hånd i hånd.
Det bedste ville, efter min opfattelse, være at tage alle fagene og kurserne Entrepreneurship, Innovation etc. helt ud af de videregående uddannelser og i stedet udvikle og siden indføre Entrepreneuriel Learning som gennemgående pædagogik, herunder didaktik. Hvor man i alle fag tester ting af, ser hvad der virker og implementerer det bedste i virkeligheden – og derved tilfører værdi til såvel virkelighed som studerende.
]]>
Congratulations to YoooWe and Donkey Republic!
]]>