En tanke om ydmyghed og lederskab

I sidste uge læste jeg et par interviews med ledere, der efterlod indtryk af at mangle en værdi/egenskab, jeg selv sætter pris på ved ledere og mennesker i det hele taget, nemlig ydmyghed.

Men man skal jo ikke “sætte sin lys under en skæppe” og “fuck janteloven” – sagde nogle i gamle dage og andre måske bare for et par dage siden. Ifølge Wikipedias definition herunder kan ydmyghed forveksles med at være selvudslettende. Og noget kan være ydmygende eller en person kan ydmyge en anden person.

WIKIPEDIA: Ydmyghed er en erkendelse af andres værd, og kan på enkelte områder sammenlignes med beskedenhed (…) Ydmyghed er ikke selvudslettende, selv om det indimellem kan virke således, men er affødt af en dyb indsigt, der også tillader andres meninger, holdninger, m.m.

For mig handler ydmyghed om at kunne træde ud af egen greatness – evt. blot for for en stund – og anerkende andre for deres værdier, indsats og formåen.