Tag toget og tag dig en lur
I årene omkring 2000 begyndte vi alle at gå med mobile telefoner. Siden har det til stadighed undret mig, når telefonforbindelsen bliver væk i toget mellem Næstved og København. Eksempelvis er strækningen Næstved-Glumsø ren u-land for online. I dag kan jeg så læse i avisen, at der er fundet en løsning på problemet. Nu er der således kun tre år til, at man – knap to årtier senere – kan ringe og gå på nettet undervejs i toget. Flere master og repeatere langs banelegemet er løsningen.
Det spøjse er så, at togturen i mellemtiden er blevet et unikt, eksklusivt frirum. Som det var førhen, nemlig et godt tidspunkt for en lur og tid til at kigge ud af vinduet – en oase for langstrakt microboredom. Tilstede og uden for dækning på samme tid. En form for reembedded genforening af tid og sted i forlængelse af den disembedding, som Anthony Giddens fint indfangede i årene inden mobilens indtog.
Måske skulle man overveje at spare det 3-cifrede millionbeløb og i stedet bare lancere toget som “Tid til en lur. Et frisk pust i hverdagen”. Et frirum, hvor man lader op og giver sig tid til at kede sig. Og togturen egner sig i øvrigt også storartet til at svare på mails. Man kommer for en gangs skyld i bund i indbakken og folk skriver ikke tilbage, skønt! Tager man skridtet videre, kan vi i stedet bruge pengene på at installere wifi jammers, der spærrer for al online kontakt mellem kupé og omverden. Der bliver trængsel ved udstigning i mellemgangen til den tid. Som rygere med utændte cigaretter i mundvigen står vi klar med åbne telefoner på spring til at hoppe af og fange signal.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!