EN STEN I HUSET En masse allerede sagt om curlingbørn og deres forældre. Men er det i virkeligheden børnene af curlingforældre, der tilbyder far og mor en platform at reorientere sig fra og forsøgsvist mestre? Liftet til Roskilde som anledning til at vise sig selv – og sine børn – de gode, gamle værdiers legitimitet i en ny virkelighed, hvor meget tilsyneladende er vendt på hovedet?

Jeg oplever en begyndende italesættelse af kristendom og dens hegemoni som ny angrebsflanke i værdidebatten. Det bekymrer mig. Dels fordi religion – efter min personlige opfattelse – er så fin og personlig en ting, som ikke egner sig til kampplads for polemisk mudderkast. Dels fordi vi i dag er mange i det moderne samfund, der har udviklet den anskuelse, at religion og/eller tro ikke skal defineres – eller for den sags skyld rangeres – ovenfra af en given regering eller anden form for statslig autoritetsforvalter. Men at det derimod er en sag mellem den enkelte borger og hans/hendes gud.

Derfor tager jeg personligt afstand fra, når religion inddrages i disputs af enhver art af det offentliges repræsentanter.

Må din gud være med dig – og må du være med dig selv, hvis du har valgt ikke at abonnere på en sådan.