I praktik i et problem

Copenhagen Science City skriver om problem-based internship – eller med andre ord at gå i praktik i et problem – i regi af SUND Hub. Her FALD-casen i samarbejde med Afdeling fra Velfærdsinnovation (KK).

Studerende giver problemet videre

Studerende stilles ofte en case fra virkeligheden som en del af deres uddannelse. Arbejdet med casen skal fremme den studerendes praktiske forståelse af feltet, der uddannes til samt fremme indsigt i, hvad der foregår “derude”. På den ene side giver det den studerende mulighed for at lære i praksis og på den anden får organisationen, der stiller problemet til rådighed, mulighed for at få vendt en problematik, måske endda få udviklet en løsning på denne.

Sagen er blot, at løsningerne som de studerede udvikler i disse forløb, kan være vanskelige at omsætte i praksis efterfølgende. Vi er derfor i gang med at teste en ny metode, hvor studerende giver problemet videre. Det foregår ved, at en første gruppe studerende går i dybden med problemudviklingen, dvs. forsøger at kvalificere forståelsen af problemet. Gruppen giver herefter deres findings videre til den næste gruppe af studerende, som arbejder med idéudviklingen, dvs. på at finde ideer til løsning af problemet “på skuldrene” af den første gruppes arbejde.

En gruppe studerende undersøgte således fornyligt problemfeltet i en udfordring, som Afdeling for Velfærdsinnovation (Københavns Kommune) og SUND Hub i samarbejde stillede dem:

 

Omkring 1/3 af alle over 65 år har mindst én faldepisode pr. år, og af de, som falder, er halvdelen udsat for gentagne fald. Nogle af de typiske faldårsager er svimmelhed, nedsat muskelstyrke, nedsat balanceevne, kognitivt svigt og glat underlag. Fald medfører store samfundsøkonomiske udgifter, da ca. 10.000 ældre får hoftebrud årligt, hvoraf ca. 95 % sker i forbindelse med et fald. Fald skaber utryghed, og hvis borger er utryg og bange for at falde, kan det medføre færre fysiske aktiviteter og at borger ikke tør gå ud (risiko for isolation). Ved at forebygge fald kan der skabes mere tryghed, borgers funktionsniveau (højere selvhjulpenhed) fastholdes samt færre indlæggelser med knoglebrud (uddrag af problembeskrivelse)

 

Efter tre ugers intenst arbejde tog vi på Københavns Professionshøjskole og forelagde her gruppens resultater for 60 studerende – nærmere bestemt socialrådgiver-, sygeplejerske-, katastrofe og risikomanagement- samt ernærings- og sundhedsstuderende – der ligeledes skulle arbejde med denne udfordring.

Her til morgen – seks uger senere – tager jeg nu atter ud på professionshøjskolen på Tagensvej. Denne gang for at lytte til de fagprofessionelle studerende og deres bud på en løsning. Jeg glæder mig til at høre, om og evt. hvordan de studerende her har grebet muligheden for at udvikle deres ideer på skuldrene af den forudgående problemudvikling.

Lidt mere vildskab tak

Den her by er fuld af af pricey/overpriced feinsmeckery. Savner lidt mere vildskab til en pris, hvor de fleste kan være med.

7 Julegaver Powered By Startups

Hvordan hjælper vi bedst iværksættere?”, spørger journalister og politikere fra tid til anden. Og i virkeligheden ville det være bedre, om de spurgte: “Hvordan hjælper iværksættere bedst os?”

Men anyway og indtil det spørgsmål kommer, er mit bedste bud: Køb deres tidlige varer, produkter, services etc. Køb deres prototyper og giv dem din ærlige mening om produktet. Virker det, kan du bruge det, hvordan kan det forbedres?

I denne juletid køber jeg gerne julegaver hos startups. Det kunne være:

THE FRA NEPAL (TEALURE) www.tealure.com
URE AF TRÆ (VEJRHØJ) SUPERFOOD FRA FILIPPINERNE (ROOTSFOOD) www.rootsfood.dk
STREETWEAR FOR PARCOUR (LACHETTE) www.lachette.com/da
SUND PÅ HÆLE (ROCCAMORE) www.roccamore.com
STOL I LOMMEN (SITPACK) www.sitpack.dk
GIV EN BLOG (BRANDTIFY) www.brandtify.dk

Happy Shopping!

Det enkle og Det enfoldige

Jeg tror egentlig, at mange af os stræber efter at leve et enkelt, ukompliceret liv. Problemet er måske bare, at det enkle er noget af det sværeste at skabe og kræver en masse træning. Derfor stopper vi nogle gange, inden vi når i mål og tager til takke med det enfoldige og hylder det måske endda som det enkle

Måske er universitet og iværksætteri som olie og vand?

Noget kan læres ved at læse, resten må læres ved at gøre (Martin B. Justesen)

Gennem årene har jeg i mit stille sind håbet på, at al den envejs-undervisning i Entrepreneurship og Innovation i det mindste ikke skader nogle. Efterhånden får jeg dog det indtryk, at det rent faktisk kan være skadeligt at give folk det indtryk, at iværksætteri og innovation handler om at tale, snarere end om at gøre. Nogle griber bolden og begynder selv at gøre noget. Andre bliver også klogere og klogere, men får ikke omsat deres viden til handling og fjerner sig dermed gradvist fra at handle – og lærer derved blot ved at læse og ikke komplementært ved at gøre.

Måske skal vi bare tænke universitet og entrepreneurship som olie og vand? Og hvis det forholder sig således, hvad er så emulgatoren?

Jeg har med tiden udviklet et motto: “Noget kan læres ved at læse, resten må læres ved at gøre”. Det er min erfaring, at viden og teori har en berettigelse ift. at lære at arbejde målrettet med egne og andres ideer – men jeg mener afgjort, at det må læres i vekselvirkning mellem boglig viden og praksislæring. At bog og praksis må gå hånd i hånd.

Det bedste ville, efter min opfattelse,  være at tage alle fagene og kurserne Entrepreneurship, Innovation etc. helt ud af de videregående uddannelser og i stedet udvikle og siden indføre Entrepreneuriel Learning som gennemgående pædagogik, herunder didaktik. Hvor man i alle fag tester ting af, ser hvad der virker og implementerer det bedste i virkeligheden – og derved tilfører værdi til såvel virkelighed som studerende.

 

Tag toget og tag dig en lur

I årene omkring 2000 begyndte vi alle at gå med mobile telefoner. Siden har det til stadighed undret mig, når telefonforbindelsen bliver væk i toget mellem Næstved og København. Eksempelvis er strækningen Næstved-Glumsø ren u-land for online. I dag kan jeg så læse i avisen, at der er fundet en løsning på problemet. Nu er der således kun tre år til, at man – knap to årtier senere – kan ringe og gå på nettet undervejs i toget. Flere master og repeatere langs banelegemet er løsningen.

Det spøjse er så, at togturen i mellemtiden er blevet et unikt, eksklusivt frirum. Som det var førhen, nemlig et godt tidspunkt for en lur og tid til at kigge ud af vinduet – en oase for langstrakt microboredom. Tilstede og uden for dækning på samme tid. En form for reembedded genforening af tid og sted i forlængelse af den disembedding, som Anthony Giddens fint indfangede i årene inden mobilens indtog.

Måske skulle man overveje at spare det 3-cifrede millionbeløb og i stedet bare lancere toget som “Tid til en lur. Et frisk pust i hverdagen”. Et frirum, hvor man lader op og giver sig tid til at kede sig. Og togturen egner sig i øvrigt også storartet til at svare på mails. Man kommer for en gangs skyld i bund i indbakken og folk skriver ikke tilbage, skønt! Tager man skridtet videre, kan vi i stedet bruge pengene på at installere wifi jammers, der spærrer for al online kontakt mellem kupé og omverden. Der bliver trængsel ved udstigning i mellemgangen til den tid. Som rygere med utændte cigaretter i mundvigen står vi klar med åbne telefoner på spring til at hoppe af og fange signal.

 

 

Forsker søges: Danmarks startup miljø og udlandet

Hvem forsker i, hvordan Danmark og det danske iværksættermiljø klarer sig internationalt, spørger DR’s 21Søndag-journalist. I første omgang har jeg henvist journalisten til Anders Hoffmann – tænker de må have noget statistik. Men statistikker peger jo typisk i øst og vest – og gerne i samme retning som man spørger. Så det ville givet også være storartet med en dygtig forsker, der er gået lidt bag om tallene…

Fodgængeren er din nye kunde

Så dukker historien om busslusen søreme op igen. Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen udtaler:

– Da vi spærrede Nørrebrogade af, resulterede det i, at de små specialbutikker stille og roligt er væk, og nu er der kun shawarmabarer og pizzasteder tilbage (“DF-borgmester kritiserer nyt multikulturelt marked på Nørrebro“, Politiken, 12. juni 2014)

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg håber, at Carl Christian Ebbesen en dag vil komme ind fra Vanløse, hvor han bor, til Nørrebro. At han vil gå en tur fra Kapelvej og ned til Søerne og så undervejs notere på en lille blok, hvilke butikker han møder på sin vej. Derefter kan han gå ud i sidegaderne og foretage samme øvelse. Der er rigtig mange andre butikker end shawarmabarer og pizzasteder. Indtil da har hans ord ikke megen vægt.

Anyway… Tidligere var det vigtigste argument mod busslusen, at butikkerne ville lukke, fordi man ikke kunne parkere sin bil derinde. Hvis vi antager, at det er korrekt – altså at bilerne ikke kan finde parkeringsplads på Indre Nørrebro – kan man indvende: “OK, men hvad så med de mange cyklister og fodgængere, der dagligt passerer butikkerne, køber de ikke noget?” Der er kommet flere af begge slags og der  passerer eksempelvis typisk 15-25.000 cyklister over Dronning Louises Bro hver dag (og det er så blot i den ene retning).

I en analyse konkluderer Københavns Kommune, at cyklister og fodgængere er vigtige for omsætningen:
– Looking at shops and supermarkets (but not malls) in Copenhagen, cycling customers spend less than customers in cars. However, cycling customers shop more often and therefore spend more in total than motorists. In sum, customers on bicycle and on foot account for half of the total revenue and two-thirds of all shopping trips in Copenhagen. (Copenhagen City of Cyclists, Bicycle Account 2012)

Omsætningen i byens butikker og supermarkeder fordeler sig således:

  • Cyklister: 15,4 mia DKK
  • Bilister: 15,3 mia DKK
  • Fodgængere: 11,0 mia DKK
  • Offentlig transport: 6.0 mia DKK

Vil man konvertere yderligere cyklister og fodgængere til kunder i sin butik, må butiksejerne i højere grad tilpasse deres service til disse trafikanter. Blot et lille eksempel: Butikken IMPORTØREN på Nørrebrogade fungerer i dag som posthus. Jeg var fornyligt inde og hente en pakke med min fine nye Volt-oplader. Jeg var på vej ud og spadsere, så jeg tænkte: “Den kan lige være i lommen, så den tager jeg med på vejen”. Dog fylder pakker jo altid mere end, hvad der kan være i lommen. Så jeg tænkte videre: “Jeg pakker opladeren ud og lægger den i min lomme. Så vil de rare ekspedienter sikkert tage emballagen retur – og måske endda sørge for, at det megen pap og papir bliver forsvarligt afleveret til genbrug”. Det var dog ikke tilfældet. De var bestemt venlige, men bestemt også afklarede omkring, at de ikke tager emballage retur. Se, det ville jo have være været en fin service for en fodgænger, nemlig at butikken gør hans indkøb nemmere at transportere.

På lignende vis ville det være en fin service at tilbyde cyklisten og fodgængeren levering til døren – mod betaling naturligvis. Men det kræver, at butikkerne med de utilfredse ejere og udenbys politikere lige får tørt deres øjne og spist deres kiks i forhold til at møde nye trafikformer i København.

PS! Retfærdigvis skal det nævnes, at butikken Importøren i øvrigt leverer en venlig og professionel kundeservice.

LÆS OGSÅ: MYTEN OM BUSSLUSEN